Nyt hjem

Nyt køkken og ny entré

Da vi flyttede ind på Solbakken 48 i april 2022, var vi enige om, at der skulle et nyt køkken ind på et tidspunkt. Huset havde det oprindelige køkken fra 1978, som faktisk stadig var ganske flot, men der manglede i den grad både bordplads og skabsplads. Vi besluttede derfor at gå igang i foråret 2023, når vejret blev så godt, at vi kunne lave mad på grill og evt. bruge køkkenet i campingvognen. 


Den sidste dag i april gik vi igang med at nedbryde det gamle køkken. Det var nærmest støbt i beton og muret op i mursten, så der skulle virkelig tages fat med den store hammer og borehammer. Det tog nogle dage at få det hele væk. Så kom turen til gulvet. Der lå gamle jernrør til gulvvarme, som skulle skiftes, inden vi satte nyt køkken ovenpå. At få hugget det gamle betongulv op tog faktisk et par uger. Vi lå på alle 4 og hakkede forsigtigt i betonen, så vi ikke endte nede i kælderen, hvis vi slog for hårdt. Vi skulle også passe på en masse elektrikerrør, der lå under betonen og fordelte strøm rundt i huset. Vi blev færdige til kristihimmelfartsferien, hvor vi tog på camping og lod køkken være køkken.


I ugen efter kom smeden og lagde nyt gulvvarme, inden der blev hældt nyt beton over det hele i både køkken og baggang. Betonen skulle hærde i 4 uger, inden det kunne slibes og gøres klar til montering af køkken. Gulvet skulle først lægges, når køkkenet var sat op, så vi havde god tid til at få malet køkkenet og gjort entrén klar. Sidst i juni kom køkkenet, og køkkenfirmaet monterede det og lagde gulvet. Sikke en forandring. Nu har vi plads i skabe og god bordplads, og køkkenet er blevet lyst og ventligt. Vi nyder det hver eneste dag. 


Vores entré fik sig også en ordentlig omgang. Nyt gulv og nye møber. I den gamle baggang var der store gamle klinker på gulvet, en håndvask og et stort skab. Begge dele er nu væk og erstattet af nogle mindre entrémøbler, så her føler vi også, at der er blevet mere plads, og at det hele er blevet lyst og venligt. 


I løbet af sommeren fik vi også omlagt nogle sten på terrassen, der var sunket lidt i den ene side, og for enden af garagen fik vi udviddet den eksisterende terrasse, så der blev plads til udendørs spabad samt sandkasse, når børnebørnene begynder at trænge sig på. Begge dele blev godt benyttet i de perioder, hvor vi havde sommer. Det gælder både de mange ture i badet, samt når Isak legede i sandkassen sammen med "mormor". 


Vi fik også mere held af vores drivhus i år. Sidste år blev den først samlet og gjort klar i slutningen af juni, så i år var vi tidligere ude med plantning af tomater, agurker og rød peber. Især vores peberplante gav helt fantastisk mange frugter i løbet af sommeren og efteråret.


Der stod en brændeovn i huset, da vi flyttede ind, men den var fra før 2003, hvilket betød, at den skulle skiftes ud, inden der var gået et år. Pga. corona og energikrise var alle brændeovne udsolgt og i restordre, så vi fik dispensation til at bruge den gamle i et år mere, hvis vi kunne dokumentere, at vi havde købt en ny. Det skulle være gjort inden 1. april 2023. Det lykkedes os, og den nye brændeovn kom i starten af november. Den er nu monteret og virker super godt.


Det betyder, at de fleste af de projekter, som vi havde i tankerne, da vi flyttede ind, nu er ved at være på plads, så måske vi nu skal til at nyde det hele uden hele tiden at have gang i nogle projekter. Det går nok også..,....